Som jeg tidligere har skrevet, er jeg meget glad for at skrive, og har skrevet i en del år efterhånden. (:
Her har jeg lidt forskelligt, det er noget jeg har skrevet før i tiden, og brugt en del tid på det, og jeg elsker det (:
Dette er et digt, jeg skrev om en ekskæreste, det hedder
"You destroyed my life" ..
You destroyed my life,
You called me your wife.
You destroyed my body,
You just acted naughty.
You wanted to kill me,
You nearly got me.
I cried many times.
I had a lot on my mind,
What did I try to find?
I ask myself that question everyday,
And waiting for somebody to se hey,
What’s the matter?,
He always did it his way,
And that you will see some day.
You asked for what I did,
It never would have fit,
All the times you hit.
You hit me many times,
Everybody called it crimes.
You kicked me in the stomach,
Not once, but twice,
And then I shut my eyes.
You hit me in my face,
You hit me in my stomach,
You hit me in my back,
You kicked me in my abdomen.
I can’t have a baby.
You destroyed my abdomen,
You destroyed my biggest dream.
My mom called the police,
She wants me to release,
But you always begged me “please”,
And then I couldn’t release.
I always buy your words,
Even if it only hurts.
I couldn’t let you go,
Even if I know,
I was better of without you,
But I didn’t know what to do,
Cus I couldn’t leave you.
It felt like you enjoyed beating me,
And all I could see,
Is a scar inside of me.
You followed me around,
I always heard that sound,
The sound of you outside,
Looking trough my windows,
Knocking on them,
And then you ran away,
Cus you never had something to say.
You pushed me down to the floor,
And when I got up again,
You pushed me down again,
And when I got up from the floor,
You hit me on my left arm,
Three times you swung your arm and hit me,
You ran away again this time,
I called my mom and asked her to come,
You came back to say you’re sorry,
I told you the story,
And then you ran you way.
My mom came,
We got up to the doctor,
She told me if I had had one more rap,
My shoulder was broken.
You told my friend,
That there was something wrong with you,
That you couldn’t make a baby,
You said, you couldn’t have a child.
She came to me one day,
She told me she was pregnant.
You told me it was you.
You were the father,
You were drunk when you fucked her,
You begged her not to get it,
You got it your way again,
There was nothing to talk about then.
Last summer you wouldn’t let me be,
You trough your beer on me.
You called me bitch, slut and a lot of other words,
We couldn’t talk to each other.
We couldn’t be together,
We couldn’t be seen together,
But I helped you not to get beaten up.
Cus I wouldn’t look when it happened.
I cried many nights,
Digtet er dog ikke færdigt endnu, men det er der da (:
- det er som om, at "lysten" til at skrive om det emne forsvandt kort efter, at jeg havde startet.
Dette er også et digt, som jeg har skrevet dengang jeg skrev det andet.. Det er heller ikke færdig, men det er der da også :D
Nu skriver år 2009,
Hvorfor gik tiden så hurtigt forbi?
Det var så mange ting jeg glemte,
Tror du, det er nogle vi stadig kan nå at hente?
Alle de dejlige minder,
Der frembringer smilet frem på mine kinder.
Alle de gode tider,
Kan de forstås fra andre sider?
Måske er det bare alle mine drømme,
Men dem kan du jo ikke dømme.
Tiden flyver af sted,
Tror du nogensinde, vi ville kunne følge med?
Alt det jeg forlod i det gamle,
Det er nogen der altid vil ramle,
For en dag bliver alting ”revet” op på ny,
Og der er intet andet end denne sorte sky,
Igen vil jeg føle den samme smerte,
Som den dag jeg ødelagde mit hjerte,
Det hjerte, jeg burde kunne hærde,
Tænk alt det jeg ikke lærte.
Man burde lære af sine dumheder,
Nu igen sidder jeg og sveder,
Mens jeg stadig leder,
Efter alle de svar jeg aldrig får,
Kan vi udskyde det til næste år?
Til den tid vil det kun være et sår,
Og ud af døren igen du går.
Når jeg kigger på min krop,
Ville jeg ønske de tanker ville holde op,
Jeg levede med alle de tæsk,
Til sidst jeg sad i hans flæsk,
Det havde han nok ikke set komme,
Han havde håbet det havde været omme,
Han tog noget fra mig, jeg aldrig får tilbage,
Sommetider er det nogle lange dage,
Og det hele han bag sig lagde.
Men dette er noget jeg sent vil glemme,
Og om min sjæl han satte en klemme,
Til at minde mig om alt det slemme,
Så jeg aldrig kunne føle mig hjemme.
Jeg levede i en frygt,
Ingen steder var der trygt.
Med mange søvnløse nætter,
Og alt om ham jeg hurtigt sletter,
Selvom han har givet mig alle disse pletter.
En gnist i mig han hurtigt tændte,
Jeg vidste jo ikke, hvad der var i vente,
Et brev han igen til mig sendte,
Alle hans ting han måtte hente.
Han havde selv lagt op til krig,
Ingen vil nogensinde glemme mit skrig.
Min mor frygtede den sidste dag ville komme,
Og at hele mit liv var omme.
Hun drømte, du en dag slog mig ihjel,
Fordi jeg levede i dit ”hell”.
Blå mærker jeg så tit havde,
Så er der alle de tanker der kører rundt i hovedet på mig konstant, og jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal skille mig af med dem :s
hvordan har jeg det? hvad føler jeg? hvad tænker jeg på, og hvorfor har jeg de tanker?
Se mit liv. Se hvor latterligt og dårligt det har været.
Nogle gange ville jeg ønske, at det havde været anderledes.
Der er mange ting jeg fortryder, mange ting jeg ville ønske, jeg aldrig havde gjort, men igen, hvordan ville mit liv så have set ud?
Hvordan ville jeg så have været? Havde jeg været en snobbet so, eller havde jeg været åben og udadvent ..
Nogle gange virker dagene ens. Det virker som om det er det samme jeg genlever igen og igen. Det er ulideligt.
Der er så mange ting der fortæller mig, når tingene ikke er som de skal være.
Andre gang har jeg lyst til at ligge mig til at tude, og håbe på, at alle de tanker der kører rundt i hovedet kunne forsvinde, problemet er bare, at det gør de ikke, og det hjælper INTET at tude.
Jeg hader det, jeg hader, at mit liv er som det er, jeg hader, at jeg har oplevet de ting jeg har oplevet.
Men igen, de ting jeg har oplevet har gjort mig til den jeg er, gjort at jeg tager forbehold for en masse ting, men er det nu også en god ide?
Ofte kan jeg blive i tvivl :s Det er muligvis meningen, jeg aner det ikke, og hvem skulle nogenside kunne fortælle mig det.
Jeg har mange ar. Både fysisk og psykisk. Hvem har jeg, at beskylde for de ar?
Nogle af dem er jo mig selv, ingen tvivl der. men så er der også alle de andre. Alle de psykiske. De lægger dybt i mig, og jeg ved egentlig ikke, om jeg nogensinde kommer af med dem, eller kommer til at tænke mindre på det. Det siges jo, at jo mere man snakker om det, og skriver det ned, jo mindre tænker man på det, men er det nu også rigtigt?
Jeg hader det, og jeg hader dig. jeg hader dig, for at du nogensinde satte mig til verdenen, jeg hader dig for, at du har været der, jeg hader dig for, at du ikke har været der, når du skulle, jeg hader dig for, at du aldrig svare, jeg hader dig for, at du aldrig lytter, jeg hader dig for, at du altid drikker, jeg hader dig for, at du altid skal slå, jeg hader dig for, at du altid kun gør hvad du mener er rigtigt, jeg hader dig for, at du aldrig interessere dig, jeg hader dig for, at du kun tænker på dig selv, og at du altid får alt til at dreje sig om dig. Men mest af alt, så hader jeg dig for at være min far.
Men det jeg hader mere end mest er, at du er min far, og at jeg ikke kan hverken glemme dig, eller skære dig ud af mit liv.
Hver gang jeg prøver, går det hele i vasken. Jeg føler efterhånden, at jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at have dig i mit liv så lidt som muligt, men jeg prøver da stadig, at skære dig mere og mere ud. Hvorfor har du ikke gjort med mig, som du gjorde med Kenneth? - hans liv kan kun have været bedre uden dig ved hans side.. Hvis man overhovedet kan kalde det, at du har været ved "min side".. Det er jo ikke det, du har gjort mest i.
Du har ingen interesse i hvad der sker med mig. Det eneste du har bidt mærke i, er mine fejl. Mine fucking fejl.
Du ved, at jeg ikke er stolt af dem, men alligevel, skal du nok finde en måde at såre mig mest muligt på, og hvis du ikke "rammer rigtigt" første gang, prøver du jo bare igen. Du bliver ved med at træde rundt i det samme indtil jeg knækker.
Er det noget du nyder? Nyder du, at se dit eget kød og blod græde?
Nyder du at såre dem, der holde mest af dig? Du ved, at jeg forguder dig. Du ved, at jeg ikke bare kan lade som ingenting, du ved, at jeg ikke bare kan lade nogen skade dig, eller lade dig komme ud i problemer.
Jeg ved ikke, om du føler dig sej, fordi du forsøgte, at gøre det samme som jeg gjorde, kort efter vi havde mistet farfar.
Føler du dig som et godt forbillede, ved at forsøge at tage dit eget liv for øjene af din egen datter. Er du stolt nu? Føler du dig sej og godt tilpas?
Det er utroligt hvor hurtigt du forandrede dig. Jeg glemmer det aldrig.. Synes af dig, der stod foroverbøjet spisebordet med fråder om munden, og tåre der piskede ud af øjnene på dig. Du kunne dårligt trække vejret. Jeg var bange, og urolig. Jeg troede virkelig, at du havde fået hvad du ønskede dig denne gang. Mig der hunsede rundt, for at pakke en taske til dig, for jeg vidste jo godt, hvad du nu skulle igennem, jeg havde jo prøvet det.
Jeg kørte med dig i ambulancen. Jeg sad omme foran, jeg kunne høre dig snakke, du var stoppet med at græde, men jeg var stadig bange for, at du ville få det værre.
Da vi kom ind på skadestuen, og du skulle ud af ambulancen, rakte du din arm ud efter min.. Jeg tog dig i hånden, og tårene trillede langsomt ned af dine kinder, mens du sagde; "undskyld, kan du nogensinde tilgive mig?"
Jeg sagde selvfølgelig, at du var tilgivet, og at det ikke gjorde noget ..
Jeg løj .. Jeg tilgav, og tilgiver dig aldrig for hvad du gjorde. hvordan kunne du?
Hvordan i al hele helved kunne du overhovedet få dig selv til at tænke sådan?! Du har fucking 3 børn, at du kun ser de to af dem, er dit eget valg. spørgsmålet er så bare, hvor længe du bliver ved med at se dem.
Hver gang vi ser dig, tilføjet vi et ar mere på vores sjæl. Man skulle tro, at du kun var skabt for at ødelægge, og ikke andet.
Hvorfor gider du ikke tage ansvar for det du selv har skabt?
Hvorfor gider du ikke, give os den opmærksomhed vi egentlig fortjener?
Hvorfor gav du os den ikke, da vi var små, så vi var fri for at lede og opsøge noget, som vi andrig får?
Du har hjernevasket os. Vi bliver aldrig 100% glade, og lykkelige. Tak.
Du praler altid med alle de ting du har gjort for os, det pudsige af det hele er bare, du er den eneste af os alle tre der kan huske det.
Du er skyld i, at vores liv er blevet lort. Du er skyld i, at begge af dine børn, har skadet sig selv, og at det ene af dem har forsøgt at tage sit eget liv. Føler du dig ikke bare som verdens bedste far? Virkelig et mønstereksemplar, en andre voksne mænd kan se op til?
Jeg kunne aldrig finde på, at have dig som et forbillede. Jeg kunne aldrig finde på, at behandle andre mennesker som du behandler andre mennesker. Jeg vil aldrig blive en lige så stor fiasko som dig. Om jeg så skal kæmpe alt hvad jeg kan, så er det det jeg vil gøre, jeg vil gøre alt for ikke, at blive som dig. Det eneste der har betydning for dig, er dig selv og penge.
Det kunne være rart at prøve, at betyde ligeså meget for dig, som penge gør, men jeg ved også godt, at det bare er ønsketænkning, for det sker sgu aldrig. Hvis du fik muligheden for at gøre det om, ville du så gøre det? - næppe, for du har jo ikke gjort noget forkert.
Hvis du endnu en gang fik tilbudt hjælp, ville du så tage imod den? - nej, det ville du ikke. Du ville bare sige præcis som du plejer, at du vil spille hollywood. Jamen det er da også fint, men se hvor "langt" du er kommet med det.
Det er utroligt, at du ikke lære af dine fejl, men når ja, det er rigtigt, du laver ikke fejl.
Hvordan fanden kan du blive ved med at lave den samme fejl om og om igen. Hvorfor har du sådan en stor trang til alkohol? - er det for at du ikke skal tænke på det lort du har lavet, er det sådan du kommer "videre" i dit liv. Ved at drikke det væk, og smide alle omkring dig væk. Lade som ingenting? hmm, det er vel også en måde at gøre det på.
Jeg håber, at du aldrig får muligheden for at generhverve dit kørekort. Det har du sgu ikke fortjent. Du har mistet det så mange gang, du har siddet i fængsel for det? - ved du ikke hvornår nok er nok?! OMG!!
Kan du huske dengang, da vi snakkede med mor og simon om, at jeg skulle flytte hjem til dig på prøve i 13 dage?
Da dig, mor og simon sad og drak jer fulde i rødvin. HVor mor overbrækkede alt og besvimede?
Hvor du, dum som du var, satte du dig ud i bilen, og bad mig om at følge med, for at køre hjem. Vi ramte en kantsten. Hjulet punkterede. Flot!
Dorthe var gal. Hun var pissehammerende sur. I drak videre, og det hele endte i lort.. Du skulle have fat i hende, kaste hende ud af døren, for derefter at finde hende, og hente hende igen..
Selvfølgelig var du så fuld, at du dårligt kunne stå på dine egne ben, og det var ikke lettere for dig, da du havde hende i dine arme.
Du faldt, Dorthe kom ind, og jeg spurgte hende om, hvor du var, og hun sagde du lå udenfor og var faldet.
Jeg gik ud til dig, og hjalp dig ind. Jeg fulgte dig op i køkkenet, satte dig på en stol, og fandt nogle ting til at rense dit sår med. Jeg kom med køkkenrulle, så du kunne tørre øjene, og trøstede dig. Den aften så jeg dig græde for første gang. Jeg græd, for jeg ville ikke have, at min far var ked af det.
Du sagde til mig, at jeg bare skulle gå i seng. Og når vi vågnede i morgen, var intet af det her sket. Jeg husker så tydeligt de ord du sagde til mig; "Du må ikke sige det her til nogen. Hvis folk spørger hvad der er sket, er det fra da jeg skiftede hjulene i går." Jeg nikkede bare, og gik ensom og grædende ned på mit værelse. Det gik længe før jeg kunne falde i søvn..
Den dag i dag, hvor jeg er blevet ældre, og ser tingene fra et andet synspunkt, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det var jo ikke mig der skulle passe på dig, det var dig der skulle passe på mig. Og ikke mindst beskytte mig fra oplevelser som dem du gav mig.
Det var jo ikke mig, der skulle rense dine sår, når du var faldet - det var dig der skulle rense mine når jeg var faldet.
Hvordan ville mit liv have været, hvis jeg ikke vidste hvem du var? - ville jeg have ligeså store sår/ar som ikke ville hele?
Når der endelig er ved at komme den mindste smule skorpe på sårene, finder du en måde at få dem til at springe op på igen. Hvorfor gør du det? HVORFOR?!
Jeg føler mig dum og naiv, med alle de breve jeg har siddet og skrevet til dig, og håbet på at der ville komme et brev eller bare et svar tilbage.. Jeg har siddet og ventet forgæves, og jeg ved, at hvis jeg stiller dig de samme spørgsmål igen, vil jeg endnu engang gå endnu mere tomhåndet tilbage end da jeg kom.
Du skuffer mig. Jeg skammer mig over dig. Jeg skammer mig over, at du ikke kan se, at du har to døtre, som forguder dig, som vil gøre næsten hvad som helst for dig, og du gør bare ingenting. Du er bare ligeglad. Du har to døtre, det har tigget og bedt dig om, at skære ned på dit drikkeri, du har to døtre, der har tigget og bedt dig om, at blive iblandt os. Det kan da ikke være rigtigt. Hvorfor kan du ikke se det?
Jeg kommer til at tænke på en af de gange vi skulle på weekend hos dig. Du havde glemt os. Du havde glemt, at det var din tur til at have os, og vi ventede og ventede, men du kom aldrig. Der har også været de gange, hvor jeg har sat mig ud på mors vaskemaskine, og har nægtet at tage med dig, fordi jeg ikke kunne lide at være hos dig. Hvor mor tvang mig til at slippe vaskemaskinen og tage med.
Kunne du ikke bare have givet os nok opmærksomhed da vi var små, så vi var fri for at lede efter den resten af vores liv?
© Marolle Bergström
