Just some thoughts

Min søn er nu 14 dage gammel - han har det super godt, og får en masse ros af sundhedsplejersken - så det er bare super lækkert. Det kunne jo ikke være bedre - det er også super dejligt, at blive bekræftet i, at det man gør, er godt nok.. Det varmer virkelig.
- Jeg kan slet ikke forstå, at det allerede er 14 dage siden han kom til verdenen - syntes bare tiden er gået så hurtigt, og man kan allerede se, hvordan han også "skal videre" i livet, og allerede gøre flere og flere ting for hver dag der går.. Det er jo fantastisk. Men på samme tide betyder det også bare, at man skal huske at nyde hver sekund man har med ham, for lige pludselig render han sgu rundt, og er ikke en lille baby mere... Som sagt han er 14 dage, og han er allerede blevet "så" stor, at han nu bruger tøj der passer til en på 2-4 mdr... Og det skal lige siges, at da han kom til verdenen svømmede han i en str 56.. Det er ikke til at forstå :)

Min mormor har også givet mig ros - hvilket jeg ikke lige havde regnet med. Det blev jeg faktisk ret overrasket over, men det var dejligt.
Selv min far ringede en dag, og gav mig ros.. Det er lidt underligt for mig, at få ros af ham, for ham og jeg snakker egentlig ikke så meget sammen, så det var virkelig dejligt, at få sådan en telefonopringning fra ham :)

Hele graviditeten har jeg gået og tænkt, og endda snakket med Kim om, at jeg vidste, at der nok ville være en del, der ville tvivle på mine evner som mor, pga. min fortid.. Derfor har jeg også hele tiden været fast besluttet på, at vise dem, der ikke troede på mig, at de tog fejl.
Meget af det der er sket tidligere i mit liv, har hjulpet mig til at gøre mig til den jeg er i dag, og har gjort til, at jeg har taget nogle af de valg jeg har gjort, og jeg må indrømme, at jeg fortryder bestemt ikke, at jeg ikke valgte, at få en abort, dengang Kim og jeg fandt ud af, at jeg var gravid.
Jeg elsker min søn og min kæreste over alt på jorden, og min søn kommer aldrig til at mangle noget. Han får alt den kærlighed han har brug for, og hvad han ellers mere har brug for - og det vil han altid gøre. Jeg vil ikke bytte ham for noget andet!

En anden ting denne graviditet har medført, er at vennerne stille og roligt er forsvundet... Men hvis de ikke kan klare, at man vokser med tiden, bliver ældre, og følger alderen bare lidt, jamen så kan man vel ikke bruge det til så meget?
- nogle gange kan jeg bare ikke lade være med at tænke, på at man havde mange venner, og man altid var sammen med nogen, og man delte alt med hinanden, og nu er der stort set ingen.. Måske er det bare sådan det skal være, det ved jeg ikke... Hvis det er, jamen så må man jo acceptere det.

Selv dem man har kendt i mange år, de er væk - det er underligt at tænke på, og nogle gange kan det faktisk også godt irritere mig.. Måske er jeg blevet for voksen? Måske er jeg blevet for seriøs?
- det at jeg er blevet mor til en vidunderlig dreng, ændre mig ikke som person... Jeg bliver jo ikke en anden bare fordi jeg bliver ældre og mere voksen.. Fordi jeg tager ansvar..

Er det mig der er ude på et sidespor? - er det mig der er noget galt med, for at tænke sådan?
Måske er det det, og det er vel også fint nok.. Hvis folk/mine venner ikke kan lide mig som jeg er, er der vel heller ikke noget at gøre ved det..

Et eller andet sted brude jeg sådan set heller ikke klage, hvis det er det jeg gør, for jeg har en skøn familie som jeg elsker og forguder, jeg har startet min egen lille familie, som jeg elsker og forguder endnu mere, så hvem er det egentlig, der har mistet?
Er det mig eller de venner jeg en gang havde, der har mistet noget?

I længden bliver det bare pisse irriterende, at man prøver at kontakte folk 100 gange, og aldrig få noget svar tilbage, så til sidst gider man sgu heller ikke blive ved.. - og det der med man altid skal kontakte folk - hvorfor? Man kan vel ikke have for travlt til dem man kalder sine "rigtige og bedste venner", kan man?

Jeg ved det sgu ikke.. Jeg skulle måske også bare lige have luft, hvor hvilket sted er bedre og gøre det, end min blog? :) Min lille verden..

Jeg har jo også fået mig et nyt fuldtidsjob .. Jeg er mor på fuldtid, og jeg nyder det i fulde drag. Hvad mere kan man ønske sig? Sidde med sin skønne søn i sine arme, hvor han kigger en dybt i øjnene, og derefter smiler til en?