Jeg nyder at sidde og skrive blog, og det er også derfor der nogen gange kan være lidt pauser mellem at jeg skriver herinde, fordi jeg ikke vil skrive bare for a skrive, men skrive når jeg faktisk har noget på hjertet... Det kan til tider være svært for mig, for jeg har en følelse af, at jeg rigtig gerne vil skrive en masse ting, men nogle af de ting jeg vil skrive om egner sig ikke, til at blive lagt for frit skue, så alle kan se det, og de ting jeg så gerne vil dele med jer, skal jo også helst have noget indhold, og ikke bare være en gang lort :)
Tit kribler det i mine fingre for at komme herind og skrive noget, men lige så tit sidder jeg foran min computer og i gang med at lave et indlæg, eller forsøger hvert fald, hvor jeg så komme til at sidde lidt og tænke.... "hvad skal jeg skrive om?" ... Derfor vælger jeg at lade være...
Her til aften har jeg selskab af Priscilla Ahn...
Dette er god musik for mine øre, og det er musik der kan hjælpe mig med at komme i div. stemninger.. :) Kender i det?
Når man som jeg lytter til teksten i sange, og hele sammensætningen af en sang, kan det påvirke en.. Ligesom opera påvirker nogen.. På samme måde har jeg det med musik.. Jeg kan godt lide, at høre musik jeg kan relatere til osv.,
Til tider kan jeg have en tildens til at føle mig som Palle alene i verdenen.. Og det har da noget at gøre med hvor jeg bor osv., men hvis man virkelig har tætte venner er afstanden ikke et problem.. Er det?
Til tider kan mit hoved være ved at koge over af tanker - jeg prøver alle mulige ting for at afhjælpe mit overbelastet hoved, men det er som om, at intet virker.. Jo i det øjeblik jeg gør nogle ting osv., men ellers er alt tilbage til det "gamle" .. Det kan irritere mig, meget endda...
Tit er der så mange ting jeg gerne vil, men af en eller anden grund kommer det et eller andet i vejen, og så bliver det aldrig til noget - hvilket faktisk kan være super belastende... Det at Kim og jeg bor herude på landet er selvfølgelig i sig selv en hindring i mange ting, da det ikke er nemt at komme herfra uden bil.. Og da jeg stadig ikke har mit kørekort, ja.. Så er jeg afhængig.. Det er til at brække sig over...
Det med at drømme om fremtiden, og drømme om de ting man gerne vil nå i livet, osv., det kan vel være en god ting, men for mig kan det også være en dårlig ting... For man kan drømme, drømme og drømme, men når man så kommer tilbage til den virkelige verden, bliver man så frygtelig skuffet, for så har man intet af det man lige har drømt om...
Dermed ikke sagt, at jeg ikke elsker min søn og kæreste, for det gør jeg, ufattelig meget endda, men kender i ikke det, når man så gerne vil noget, og virkelig hunger efter det, men der sker intet... Det er med til at rykke en længere ned end man allerede var.. For pokker også!
Kender i det, når man kontakter folk, men aldrig får noget svar? - hvis det skete for dig, hvad ville du så tænke?
Kender i det, når ens hverdag bliver så ensformet, at du ikke længere kan finde rundt i hvilke dage du har "overlevet" og hvilke du ikke har?
Det med at man laver de samme ting hver dag, er ikke ligefrem det mest ophidsende man kan lave, og til sidst får man mest af alt lyst til at blive liggende i sengen indtil der faktisk skal ske noget nyt...
JEG VIL SÅ GERNE GØRE MEGET MERE, END DET JEG GØR - JEG VIL SÅ GERNE, VÆRE MEGET MERE END DET JEG EGENTLIG ER - JEG VIL SÅ GERNE, AT DER VAR NOGLE AF ENS VENNER (dem der har betydet hele verden for en) STADIG VAR DER ... - JEG VIL SÅ GERNE, JEG VIL SÅ GERNE, JEG VIL SÅ GERNE - hvem sætter en stopper for alt det du gerne vil?
- dig selv. Man er altid sin største hindring for at gøre noget nyt og anderledes... Det er din egen skyld, hvis du bliver er nul, og aldrig kommer videre.. For det er dig selv, der skal tage initiativet til at gøre noget, intet bliver serveret på et sølvfad... Det ved jeg jo også godt...
Men nogen gange kan jeg ikke lade være at tænke, hvorfor man altid er den der skal kontakte nogen, for at have en samtale? - er det fordi man egentlig ikke rigtig betyder noget mere, eller ikke er lige så vigtig?
Jeg ved, at vi alle er blevet ældre, men kan vi alle virkelig være "vokset" fra hinanden?
Hvorfor skal man altid selv være den der invitere?
Hvorfor får man aldrig en besked "hey, er du hjemme, for så kommer vi lige forbi?" ellers "hey, giver du aftensmad i aften, så kommer vi forbi og hygger?" .... Nej... Nej - ønsketænkning... Bræk, opkast.
Det værste er, at når jeg nu har skrevet dette indlæg, og folk læser det, sidder og tænker lidt over det, og så vælger at skrive - så kan en hver idiot jo regne ud, at man ikke gør det af egen fri vilje, men fordi man har læst om mine twisted tanker... - og hvad er det så værd?
- er det nogle af de ting man skal lade være med at tænke over, og så bare være glad for, at man faktisk får en besked fra andre end sin daglige kontakt med sin mor?
Pt. sidder jeg med en blandet følelse... Skal jeg udgive dette indlæg, eller er det ikke også et af dem man ikke burde gøre offentlige?
- jeg helder til ikke at udgive det, men igen.. Det er min blog, det er mit sted, og kan folk ikke lide hvad jeg skriver... Så lad være med at kigge - er det bare for at snage, fordi man er uvenner med mig, og vil se om jeg har det elendigt, så værsgo.. Jeg er lige glad - jeg er mig, og jeg er stolt af at være mig, jeg er stolt af det jeg har - jeg var også stolt af dem jeg en gang havde...
Hvorfor er det, at når man har noget at man så hurtigt kommet til at tage alt for givet?
Tager du mig, og mit venskab for givet?
Igen kommer jeg til at sidde og tænke, hvorfor stiller jeg alle disse spørgsmål... Der er jo ingen af jer der læser det her, der giver mig svar alligevel... Hvorfor blive ved med at stille en masse spørgsmål, som man egentlig godt kunne bruge nogle svar på, som man alligevel ikke får?!
- så var det nok bedre, at de blev ved med at køre rundt i hovedet, og så var gemt væk fra alle andre, for så er man jo også sikker på ikke at få dumme kommentarer - men er det sundt?!
NEJ - det er ikke sundt, at blive ved med, at lade ens tanker æde en op indefra...
For hvad sker der så? - ja så sker der det, at man havner i det forbandet dybe sorte hul der tager evigheder at komme op af igen - og hvorfor skulle jeg derned?
- jeg har gælde og kærlighed hver dag.. Jeg har min ubeskriveligt smukke søn der smiler til mig hver gang han ser mig - ham der putter sig ind til mig, og tager imod den kærlighed jeg har til ham... Den kærlighed jeg har til alle dem jeg holder af og savner...
Det er bare som om, at man kan snakke alt det man vil med William, men igen ingen svar... :)
Og efterhånden føler jeg lidt, at det er lige meget hvem man stiller nogle af disse spørgsmål til, får man enten ikke noget svar, eller også får man svar man har hørt 1000 gange før, som alligevel ikke har noget med sagen at gøre - og hvorfor?
Hvorfor kan man ikke se sandheden i øjnene? Hvorfor ikke bare tage den med det samme, få det overstået, og se, om der kommer noget godt ud af det, og gør der det, jamen så tager man den derfra, og gør der ikke, så ved man hvad man ikke skal samle på :)
Hvad er der galt i at snakke om tingene, hvis tingene er kørt skævt? Hvad er der galt i, at give sin mening til kende, vi er alle forskellige mennesker, og man kan jo ikke forvente, at alle har samme mening, men man skal jo huske at acceptere folk for dem de er, det er jo ligesom derfor man valgte at kalde dem venner fra starten af - men er det fordi man bliver ældre og laver andre ting? Omg... Igen gør jeg det - stiller disse dumme spørgsmål. Bræk, opkast...
Welcome to my head.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar